Enestående anvendelsesmuligheder
De seneste år er vi danskere blevet stadigt gladere for at drikke rosé. Det gælder i øvrigt over det meste af verden, hvor det langt om længe synes at være gået op for os, at rosé har en enestående eksistensberettigelse, fordi typen kan noget, ingen anden kan. Og hvad er så det? Jo, en rosévin besidder evnen til på én og samme tid at fremstå som en svalende og forfriskende læskedrik pga. sit lave indhold af tannin, som fokuserer kvaliteten omkring syre og frugtighed – og som en fuldbyrdet madvin, netop pga. at vinen har et lille tannisk bid til at rense ud efter grillbøffen eller kartoffelsalaten. Som sådan er rosé en ideel ledsager af et dansk sommerbord, hvor vi ønsker det lette, delikate udtryk fra årstidens sæsongrøntsager, men samtidig gerne vil have et fornuftigt vinøst modspil til de kraftigere dele af måltidet, herunder kødet.

Sukkersøde roséer
De roséer, som er bedst til mad, er de tørre versioner. Men en anden og nyere rosévariant er godt i gang med at konsolidere sin popularitet på markedet, nemlig den halvtørre. Med eksponenter som den californiske white zinfandel, som også figurerer under navnet blush (engelsk for rødmen) og en række moderne kreationer, som australierne slet og ret benævner pink, vinder de halvtørre roséer hyldeplads i de danske køleskabe. Og det er nemt at forstå hvorfor. Med halvtør menes, at vinen indeholder lidt mere sukker, end de tørre vine. En tør vin indeholder almindeligvis 1-2 gram sukker per liter. Det er den del af sukkeret, som ikke har ladet sig forgære under alkoholgæringen, hvor gær omsætter vindruernes indhold af sukker til alkohol og kuldioxid. I vinens verden er sød det modsatte af tør (vådt er det hele jo), og afhængigt af syreindholdet smager en vin som regel decideret sødt, hvis der er 20-30 gram sukker/liter. Nogle vine har helt op til 200 gram sukker/liter! Når vi taler rosé, udgør området mellem 5 og 20 gram gråzonen af halvtørre vine, hvis ambition det er at opretholde en friskhed ved hjælp af et velafstemt syreindhold. Betegnelsen halvsød er mere rammende for kategorien, der lige er en tand sødere, og som vedkender sig sit tilhørsforhold til klassen med dessertvine og aperitiffer.

Uprætentiøs drikkeglæde
De halvtørre roséer har sjældent den helt samme grad af finesse som de klassiske tørre, og de er som nævnt heller ikke altid så elegante i kulinariske sammenhænge, hvor syren og tanninen skal rense mund og svælg for middagens fedterier. Alligevel imødekommer de uproblematisk vores forestillinger om rosévinens anvendelse og smagsmæssige fortrin. På stranden, i parken, lidt for varm og søbet af grove plastikkrus, kommer de tørre, stramme roséer, som har væsentlige dele af sin kvalitet i næsen, til kort overfor de halvtørre roséers lækre mundfornemmelse og saftevandsagtige udtryk. Det er ikke altid lige stor kunst, men vidunderligt uprætentiøst, og med udelt fokus på anvendelighed og uforfalsket drikkeglæde. Snakkevin er fint om vinteren, hvor vi ikke har bedre ting at tage os til, men når solen skinner, luften er 24, vandet er 25 og pigen er 26 et halvt (eller hvor meget det nu bliver til), så prøv med en halvtør rosé, og tænk på noget andet. Hvis du kan, for de er skønne!
 
Tørre facts om rosé
Typen = farven
Rosé er navnet på en vintype, som er opkaldt efter sin rosa kulør.
Der er ingen formel regel for, hvad der er hhv. hvid-, rosé- og rødvin. Dit øje bestemmer typen.
Rosé får sin farve fra druens skal. Der laves altså primært rosé af blå druer (rødvinsdruer).
Farven kan også opnås ved at blande rødvin i en hvid- eller rosévin, men det er sjældent nødvendigt.
 
Sådan laves rosé
Meget rosé er et biprodukt af rødvinsproduktion. Man lader rosévinen løbe ud af tanken for at ændre relationen imellem den resterende mængde most og alle drueskallerne. Som sådan opnås en kraftigere rødvin.
Rosé kan også produceres selvstændigt ved at have en meget kort udblødning af farvestof. Men meget af vinens smag og i særdeleshed aroma trækkes ud under den samme proces, så der skal findes en fin balance.
 
Sådan smager rosé
Rosé er adstringent, dvs. med sammensnerpende mundfornemmelse, pga. sit inhold af syre og af tannin, som også er det stof, der giver vinen sin kulør.
Med tanninens rensende effekt er rosé bedre til fed mad end mange hvidvine.
Da tanninindholdet er meget mindre end i en rødvin, kan man køle rosévinen ned for at opprioritere frugtighed og syrens aktivitet, hvilket gør vinen friskere og saftigere, uden at adstringensen bliver ubehagelig.
 
Hvad skal jeg købe?
De fleste roséer er bedst, når de er unge, dvs. inden for et år fra høsttidspunktet.
De mest berømte rosé-producerende områder er sydfranske Provence, Tavel og Lirac, men også mange spanske regioner har lang tradition for produktion af rosé.
Orienter dig i forhold til sødme og tørhed, om vinen bobler eller er stille, og i forhold til alkoholindhold som et parameter for vinens tyngde. Spørg din vinhandler.